Højesteret har ved dom af 15. november 2011 taget stilling til, hvorvidt en af en kommune ansat pædagog kunne kræve erstatning i form af svie- og smertegodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 3 som følge af forløbet under en personaleweekend.

Baggrunden for sagen

Sagen omhandlede en børnehavepædagog fra Fyn, som i forbindelse med en personaleweekend for børnehavens personale sammen med de øvrige ansatte deltog i en fælles drøftelse om samarbejdsklimaet i børnehaven.

I denne forbindelse blev pædagogens sygdomsbaserede fravær drøftet i plenum, hvilket ifølge pædagogen resulterede i, at hun i overværelse af sine kolleger, og efter ledelsens drøftelse i enrum, reelt blev opsagt.

I den efterfølgende periode sygemeldte pædagogen sig af psykiske årsager. Sygemeldingen resulterede senere i, at der mellem parterne blev indgået en fratrædelsesaftale.

Under erstatningssagen krævede pædagogen godtgørelse for svie og smerte i henhold til erstatningsansvarslovens § 3 på baggrund af den uforsvarlige afvikling af personaleweekenden.

Ved landsrettens behandling af sagen fandt denne, at arbejdsgiveren havde handlet ansvarspådragende ved at lade personaleweekenden afvikle på uforsvarlig måde. Landsretten frifandt imidlertid kommunen under henvisning til, at erstatning for psykisk skade i henhold til hidtidig retspraksisk på området alene kan tilkendes i tilfælde, hvor den skadelidte tillige er blevet påført fysisk skade eller har været i fare herfor.

Pædagogen ankede efter opnåelse af tredjeinstansbevilling landsrettens afgørelse til Højesteret.

Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af, at kommunen som arbejdsgiver havde handlet ansvarspådragende. I modsætning til landsretten fandt Højesteret imidlertid, at pædagogen havde krav på godtgørelse for svie og smerte.

Højesteret anfører i sine præmisser herom, at personaleweekenden blev afviklet på en uforsvarlig måde, og at pædagogens psykiske skade måtte anses for at være en "påregnelig følge" heraf. Kommunen blev derfor anset for at være erstatningspligtig over for pædagogen. Højesteret fastslog endvidere, at pædagogens psykiske skade var omfattet af begrebet "personskade" i erstatningsansvarslovens § 1.

Som begrundelse for ovennævnte anfører Højesteret, at "A (pædagogen) er direkte skadelidt som følge af den ansvarspådragende adfærd, og der er ikke grundlag for at anse den psykiske skade for at falde uden for, hvad der er omfattet af kommunens erstatningspligt."

På baggrund heraf fandt Højesteret, at den ansatte pædagog var berettiget til en godtgørelse på kr. 50.000 for svie og smerte, idet det bemærkes, at parterne var enige om kravets størrelse.

Dommens betydning

Dommen vurderes at være betydningsfuld i den henseende, at den er den første af sin slags, hvor en medarbejder opnår medhold i, at en psykisk anspændt situation med psykisk skade til følge kan medføre erstatningsansvar for arbejdsgiveren samt et deraf følgende krav på erstatning.

Med dommen synes der at være grundlag for en lempelse af den ellers tilbageholdende praksis i relation til anerkendelse af erstatningsansvar for arbejdsgivere ved psykiske skader. Dommen vil derfor sandsynligvis medføre flere lignende sager, hvor medarbejdere rejser krav om erstatning for psykisk skade, eksempelvis på grund af mobning på arbejdspladsen.