Momsfradragsretten for strengt erhvervsmæssige hotelovernatninger er pr. 1. januar 2011 hævet fra 25 % til 50 %.

Fradragsretten for restaurationsydelser er desværre fortsat kun 25 %, hvilket medfører en problemstilling i relation til hotellers fakturering og købers fradragsret i de tilfælde, hvor der sker en samlet leverance af hotelovernatning og restaurationsydelser, typisk i form af morgenmad.

Hvis hotellet markedsfører en pakke bestående af både hotelovernatning og morgenmad for en samlet pris, leverer hotellet to selvstændige ydelser, og hotellet har som følge heraf pligt til at specificere prisen på de to leverancer på fakturaen.

Som kunde har man så mulighed for at fradrage 50 % af momsen på hotelovernatningen og 25 % af momsen på morgenmaden.

Hvis det derimod ud fra en samlet vurdering af aftalen mellem hotel og kunde kan fastslås, at man ved køb af en hotelovernatning får gratis morgenmad skal hotellet oplyse dette ved på fakturaen at sætte prisen på morgenmad til 0 kr.

Da man som kunde i denne situation alene betaler for hotelovernatningen, vil man have mulighed for at fratrække 50 % af hele momsbeløbet på fakturaen.

Det bemærkes, at hotellet fortsat vil have fuld fradragsret for momsen på indkøb til brug for morgenmaden, selvom den gives gratis til hotelgæsten.

Vi anbefaler derfor, at hoteller, der fortsat ønsker at levere morgenmad sammen med hotel-overnatning, ikke leverer morgenmaden som en del af en samlet pris, men i stedet leverer gratis morgenmad til hotelgæsterne. Herved opnår kunderne den højest mulige momsfradragsret, uden at det medfører nogen momsmæssige ændringer for hotellet.

Ifølge SKAT kan man som kunde kun udøve sin fradragsret, hvis man er i besiddelse af en faktura, hvor hotelovernatning og restaurationsydelse (morgenmad) er selvstændigt prissat. Opfylder fakturaen ikke dette krav, kan man ikke fradrage nogen del af momsen - heller ikke af blot 25 % af momsen svarende til det lavest mulige fradrag på de købte ydelser.

Dette er efter vores opfattelse en streng fortolkning af dokumentationskravene. Med denne fortolkning vil SKAT reelt kunne nægte virksomheder fradrag for moms på hotelovernatninger tre år tilbage, da det heller ikke før indførelsen af den øgede fradragsret på hotelovernatninger var kutyme at specificere prisen på hotelregninger på hhv. overnatning og morgenmad. Vi antager dog, at dette ikke er hensigten med styresignalet.

Hoteller bør derfor så vidt muligt indrette deres fakturering på, at morgenmad leveres gratis og eventuelt bede om SKATs bekræftelse, så kunderne kan få 50 % momsfradrag. Tilsvarende bør hotelkunder undersøge og insistere på, at hoteller fakturerer på en måde, så kunden kan udøve 50 % fradragsret eller som minimum 50 % (overnatning) og 25 % (bespisning).