For private erhvervsejendomme opkræves der i en lang række kommuner dækningsafgift af forskellen mellem den samlede ejendomsværdi og grundværdien (forskelsværdien). Det er altså bygningernes værdi, der beregnes dækningsafgift af.
Dækningsafgiften kan maksimalt udgøre 10 promille af forskelsværdien, men der er ikke noget loft over stigningen i beregningsgrundlaget, dvs., at dækningsafgiften stiger – eller falder - proportionalt med ejendomsvurderingen.
Det er frivilligt for kommunerne, om de vil opkræve dækningsafgift og med hvilken promille, så længe de holder sig under maksimum.
Hvad er dækningsafgift?
Dækningsafgiften skal bidrage til dækning af kommunens udgifter til gader og veje, parkeringspladser og brandvæsen, som ejendomme, der anvendelse til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted ”og lignende øjemed” medfører.
Hjemlen til opkrævning af dækningsafgift af private erhvervsejendomme findes i lov om kommunal ejendomsskat § 23a, stk. 1, og ifølge Indenrigsministeriets cirkulære nr. 80 af 31. marts 1962 omfatter bestemmelsen som udgangspunkt kun kontor-, forretnings, hotel- og fabriks- og værkstedsejendomme.
Bestemmelsen er imidlertid på grund af formuleringen ”og lignende øjemed” åben for mange fortolkninger af, hvilke ejendomme der kan pålægges dækningsafgift.
Foruden de udtrykkeligt nævnte formål anses formål som bank, sparekasse, biograf, teater, restaurant, slagteri, mejeri, skibsværft, teglværk, kraftværk, varmeværk, vaskeri, servicestation, lagerbygninger og pakhuse, som anvendes som led i en forretnings- eller fabrikationsvirksomhed som dækningsafgiftspligtige.
Ifølge Indenrigsministeriet anses formål som bolig, garageanlæg, private plejehjem, private museer og kursusejendomme, campingpladser, vandrehjem og bus- og Falck-stationer ikke for dækningsafgiftspligtige. Udlejning til private af rum til opbevaring af bohave, private vandværker, idrætsanlæg og fitnesscentre, skoler, gymnasier, biblioteker er heller ikke dækningsafgiftspligtigt formål.
Offentligt tilgængelige parkeringsanlæg i selvstændigt vurderede bygninger, der ikke indgår som en integreret del af andre bygninger, kan pålægges dækningsafgift, jf. Højesterets dom af 6. januar 2010 om parkeringshusene ved Københavns Lufthavn.
Det er ikke kun anvendelsen af en ejendom, som kan begrunde, at der ikke kan opkræves dækningsafgift af en ejendom. Ejendomme omfattet af lov om kommunal ejendomsskat §7, f. eks. fredede ejendomme, kan ikke pålægges dækningsafgift.
Udlejningsejendomme
Hvis en erhvervsejendom anvendes til udlejning, er det lejers anvendelse af ejendommen, der er afgørende for, om ejendommen er dækningsafgiftspligtig.
En ejendom kan således løbende skifte fra at være dækningsafgiftspligtig til ikke at være dækningsafgiftspligtig som følge af lejers anvendelse af ejendommen.
En ejendom, der opføres til dækningsafgiftspligtige formål bliver dækningsafgiftspligtig fra begyndelse af det indkomstår, som følger efter det år, hvor ejendommen første gang er medtaget ved vurdering som bygning under opførelse eller fuldført byggeri. Det gælder uanset om den dækningsafgiftspligtige virksomhed er påbegyndt eller ej.
Brænder en bygning på en dækningsafgiftspligtig ejendom, uden at ejendommens anvendelse i øvrigt ændres, medfører det ikke nedsættelse af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi, før det indkomstår, hvor den vurdering, hvor værdiforringelsen er konstateret, får virkning.
Blandet anvendelse/halvdelsreglen
Hvis en ejendom anvendes både til dækningsafgiftspligtige og dækningsafgiftsfrie formål, betales der kun dækningsafgift for den del af ejendommen, der anvendes til dækningsafgiftspligtige formål.
Hvis mere end halvdelen af forskelsværdien vedrører dækningsafgiftsfrie aktiviteter, anses hele ejendommen for at være dækningsafgiftsfri. Denne regel giver i vidt omfang mulighed for helt at fritage ejendomme med blandet benyttelse for dækningsafgift.
Et eksempel
For en erhvervsejendom beliggende i en kommune, som opkræver den maksimale tilladte dækningsafgift og som anvendes fuldt ud til dækningsafgiftspligtige formål, og som er vurderet til 10 mio. kr., heraf grundværdi 3 mio. kr., skal der i 2011 betales følgende:
- grundskyld med 30 promille af grundværdien, eller 90.000 kr.
- dækningsafgift med 10 promille af forskelsværdien på 7 mio. kr. - bundfradraget på 50.000 kr., eller 69.500 kr.
Den samlede udgift til grundskyld og dækningsafgift på ejendommen udgør således 159.500 kr., som i sidste ende skal betales af lejeren.
Dækningsafgiftspligtig aktivitet en del af året
For ejendomme, som kun avendes til dækningsafgiftspligtige formål en del af året gælder, at der kun skal betales dækningsafgift for denne del af året. Det kan f. eks. være en ejendom, som anvendes som kursuscenter (ikke afgiftspligtigt formål) en del af året og til hotel (afgiftspligtigt formål) resten af året.
Ophør med dækningsafgiftspligtig aktivitet
Hvis en dækningsafgiftspligtig aktivitet er indstillet eller ophørt, har Indenrigsministeriet fastslået, at dækningsafgiftspligten fortsætter indtil ejendommen indrettes til et ikke dækningsafgiftspligtigt formål - eller eventuelt indtil ejendommen er kommet i en sådan stand, at den er uanvendelig til virksomhed af den art, som er nævnt i lov om kommunal ejendomsskat § 23A. Dette er baggrunden for, at der også opkræves dækningsafgift af tomme erhvervsejendomme.
Hvem bestemmer om en ejendom er dækningsafgiftspligtig?
Bestemmelsen om hvilke private erhvervsejendomme, der er dækningsafgiftspligtige, kan som nævnt give anledning til fortolkningstvivl.
Det er den enkelte kommune, der afgør, om en konkret ejendom er dækningsafgiftspligtig eller ikke.
En klage over, at en ejendom efter sin anvendelse er anset for helt eller delvist dækningsafgiftspligtig behandles derfor af kommunalbestyrelsen.
Det er SKAT, som på kommunalbestyrelsens anmodning fortager de ansættelser af ejendomsværdien eller grundværdien samt fordelingen heraf, som ligger til grund for beregnings af dækningsafgiften. Klager over SKATs beløbsmæssige fordeling behandles derfor i normal instansfølge af Vurderingsankenævn og Landsskatteretten.
Anmodning om fritagelse for betaling af dækningsafgift
Flere kommuner er i de senere år begyndt at opkræve dækningsafgift af private erhvervsejendomme, ligesom mange kommuner har hævet afgiftssatsen.
For de virksomheder, som bliver mødt med et krav om betaling af dækningsafgift/en højere dækningsafgift er der tale om en ikke ubetydelig udgift.
Der kan derfor være god grund til at undersøge, om kommunernes grundlag for opkrævning af dækningsafgift er korrekt, herunder om virksomhedens bygninger helt eller delvist anvendes til afgiftsfrie aktiviteter, og derfor helt eller delvist kan fritages for dækningsafgift.
Forkerte arealangivelser, en forkert registret benyttelse og en forkert fordeling af afgiftspligtige arealer i forhold til ikke afgiftspligtige arealer er typiske årsager til fejl ved i opkrævning af dækningsafgift.
Derudover kan ejendomsvurderingen – og dermed forskelsværdien – være værdiansat for højt ved vurderingen.
Anmodning om fritagelse for dækningsafgift indsendes til den lokale kommunale ejendomsbeskatning – ikke til SKAT.
Erhvervsejendomme vurderes i lige år, og klage over ejendomsvurderingen skal indgives til SKAT senest den 1. juli året efter vurderingsåret. For 2010-vurderingen er fristen derfor overskredet.
Uden for denne frist kan ejendomsvurderingen genoptages, hvis der kan påvises faktiske eller retlige fejl i vurderingen, som kan begrunde en ændring.
Genoptagelse kan ske indtil den 1. maj i det 4. år efter vurderingsåret, for 2008 vurderingen udløber fristen således den 1. maj 2012.
