De danske myndigheder har på internationalt plan fået kritik for ikke at have adgang til oplysninger om hvem der ejer danske selskaber. Det er især et problem for så vidt angår ihændehaveraktier, som aktionærer hidtil i et vist omfang har kunnet eje anonymt.

Ihændehaveraktier er aktier, der er knyttet til et fysisk dokument som ikke lyder på navn.

I selskabets ejerbogen skal der efter gældende regler være oplysninger om aktionærer der ejer minimum 5 % af den samlede aktiekapital samt aktionærer, der besidder aktier med stemmeret på minimum 5 % af selskabets samlede stemmerettigheder. Dette gælder også, hvis aktierne er ihændehaveraktier. Hvis en aktionær derimod ejer ihændehaveraktier som ikke overskrider ovenstående grænser, er der ikke krav om registrering i selskabets ejerbog og der er dermed total anonymitet om ejerskabet.

Erhvervsstyrelsen arbejder på at få etableret et elektronisk ejerregister, som forventes klar ved udgangen af 2013. Alle ejere af ihændehaveraktier skal registreres i ejerregisteret uanset om ovenstående tærskler overskrides.

Det er dog kun offentlige myndigheder, der skal have adgang til oplysningerne i ejerregisteret om alle ejere af ihændehaveraktier uanset ejerandel og andel af den samlede stemmeret. Da ejere af ihændehaveraktier dermed stadig, med ovenstående begrænsning, vil være anonym for selskabet og den øvrige offentlighed, afskaffes ordningen med ihændehaveraktier dermed ikke helt.